Om mig

Selvom jeg er bybo, er jeg ikke bleg
for en kovending

Som barn …
Som barn drømte jeg om at bo i et tårn under jorden.
Med mig var min abe, et styk dryppende stearinlys og de
mest spændende bøger. Men også skoven lokkede. På
biblioteket ryddede jeg hylderne for romaner om flint,
skind og urmennesker. At bo alene med min økse og de
pilespidser, jeg fandt på stranden, syntes så ligetil.
Alternativt kunne jeg altid blive astronaut. Stjerne-
billederne kendte jeg jo i forvejen fra min far, ivrigt
pegende i mørket, så han datter ikke siden hen skulle
blive forledt af diverse bejlere.

Som ung …
Som ung drømte jeg om at være psykolog. Jeg elskede
at søge om bag handlinger, ord og spejlglatte facader.
I stedet blev jeg kontorassistent og senere sosu-elev. Jeg
iagttog, hvordan få ansatte kunne skabe en utryghed for
mange, og hvordan mange lod de få tage deres plads. Jeg
tålte ikke forråelsen, og jeg skiftede kurs. Jeg færdiggjorde
min hf, tog en bachelor i København og blev kandidat på
Fyn. Måske for min far, måske for min egen skyld.

Som studerende …
Under min bachelor bød en veninde mig ind som free-
lancer på et stort forlag. Jeg oplevede det som et eventyr.
Grønne cykelbude halsede op ad mine trapper med farverige
A3-ark. Og selv stod jeg, som var jeg 4 år på mors høje hæle,
og tog imod. Aftaler med projektledere, grafikere og forfattere
vendte mit døgn på hovedet. Og gu’ slog jeg mig da som ny.
Og jeg krympede mig. Men jeg holdt fast som gjaldt det mit
liv. Studiet på universitetet blev rykket til bordets kant. 

Som mor …
En dag blev jeg mor. Ikke “enlig mor”, men “Attraktiv
Single med Hovedansvaret for en Guldklump”. Ordene
var vigtige for mig. Men kunne jeg klare mine eksame-
ner, få flotte udtalelser fra mine forfattere og give min
guldklump, hvad min guldklump fortjente? Jeg knoklede
– lige indtil jeg betalte en fremmed for at fortælle mig,
at mine valg var som gift for min datter. Kursen måtte
skiftes, og jeg besluttede mig for at blive kropsterapeut.
En 4-årig uddannelse, der vendte mine forestillinger på
hovedet. Endelig begyndte jeg gradvis at kunne hvile og
mærke mere ro.

Himlen er så smuk. Specielt, når man kan se den. I stedet
for at vrides i en forskruet stilling med blikket rettet mod
det blå frimærke i hjørnet af min stue i København valgte
jeg efter 21 år at flytte til et fodkoldt hus på Fyn. Og her er
jeg indtil videre …